Dragør Info

Lodsens dag

“Gå på opdagelse i lodsens spændende verden”. Et gratis arrangement for hele familien

Så er der igen en god grund til at besøge Dragør Havn og Danmarks Lodsmuseum. For lørdag den 27. juli rykker de frivillige fra Danmarks Lodsmuseum igen ud på pladsen foran museet for at fortælle om lodsernes verden før og nu.

Arrangementet er for alle nysgerrige børn og voksne, der gerne vil vide mere om livet på havet og livet som lods. Og der er nok at opleve denne sommerlørdag.

Børnene kan med en flot søfartsbog i hånden blive “fuldbefaren” sømand, ved at deltage i de mange spændende aktiviteter:
Du kan løfte et anker, finde lodsens gebis, gå på skattejagt, navigere et skib på en havnemodel, knytte knob, lave din egen lodsbådsmodel, få en sømandstatovering, lære at morse, hejse flag på lodsernes gamle isbåd Mågen, lave et lodsflag, kast med kasteline, se film om lodsens arbejde, tage en “sejltur” med simulatoren og meget mere. Udfyld din søfartsbog og måske er du heldig og vinder en præmie.

Der er også mulighed for de voksne at høre om lodsens arbejde og de mange skibe, der passerer Øresund, og om hvor vanskeligt et farvand sundet er at sejle i. Lodserne har gennem tiden reddet mange skibe fra forlis, og lodsmuseumsforeningens frivillige er gode for en historie eller to om sejladsen på sundet.

Som noget nyt kan du i år se hvor langt de frivillige er kommet med restaureringsarbejdet på den gamle lodsbåd Ravnen fra 1880.

På dagen er der gratis adgang til museet, som er Danmarks ældste Lodsstation, der står, som da lodserne fejrede 300 års jubilæet i 1984. På museet kan du se udstillingen “Lodsens hverdag” om lodsernes arbejde omkring 1980’erne og det helt moderne lodseri, der stadig arbejder fra Dragør havn.

Vi glæder os til at tage imod rigtigt mange sommerglade familier på Danmarks Lodsmuseum der er en del af det statsanerkendte Museum Amager.

“Lodsens dag” på Dragør Havn lørdag 27. juli 2019 kl. 11-16
Amagerlands Jagthornsblæsere spiller fanfare fra lodstårnet kl. 12:00
Harmonikamusik ved Bente Thers fra kl. 13:00
Lodsens Dag er sponsoreret af Lions Club, Laura Ella og Dragør Is.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *